Møstings Hus, 2010
Læs katalogteksten til udstillingen under billederne
Billedkunstneren Iben Dalgaard er aktuel med nye værker i installationen Rendez-Vous på Møstings Hus. Som en moderne brodøse er hun på ny sluppet løs med nål og brodérgarn. På udstillingen transformerer Dalgaard broderiet fra at repræsentere et traditionelt kvindeligt domæne inden for hjemmets fire vægge til at indgå i forskellige kunstneriske udsagn. I nye klæder – eller forklædninger, om man vil. Hvordan er vi ´klædt på´ til at se på kunst?, kunne et af kunstnerens mange spørgsmål lyde i værket How to Dress for an Exhibition. I forrummet står en glasbeholder med hvide arbejdshandsker. Jeg tager arbejdshandskerne på, som et skilt opfordrer mig til. I fin almuestil hænger udstillingens titel Rendez-Vous i glas og ramme over dørstykket, omhyggeligt broderet med fladsting. Hvem og hvad skal jeg møde?
Et sort, minimalistisk og asynkront tøjstativ med en garderobe i sarte nuancer er det første jeg møder i udstillingens næste installation No pictures, please. Som en erfaren shopaholic bladrer jeg nonchalant gennem tøjrækkerne, indtil jeg finder og iklæder mig jakken med mit foretrukne broderede statement, som informationsteksten på væggen instruerer. Den hvide faconsyede jakke sidder stramt over ryggen, og jeg genkalder 80´ernes skulderpudetyranni. På væggene studerer jeg en fotoserie med selviscenesættelser af kunstnerens venner og bekendte i forskellige kunstinstitutionelle kontekster, alle iklædt Dalgaards håndbroderede garderobe, som nu har indtaget udstillingsrummet. Navnlig fotografiet, der zoomer ind på en mandlig granitskulpturs beskedne attribut, mens en kvinde læner sig op ad skulpturen iklædt en T-shirt med udtrykket Great broderet hen over brystpartiet, morer mig.
Det globale, ikoniserede forbud ”No pictures, please” har alle museumsbesøgende i en eller anden grad indprentet sig. Mens forbudet relaterer sig til kunstværkers copyright- og bevaringsproblematikker, opererer Dalgaards interaktive installation tilsyneladende ud fra andre præmisser med en undersøgelse af folks perception af kunst. Hvad sker der, når teksten på tøjet og kunstværk eller kunstinstitution sættes i spil? Og spiller vores `uniformering´ nogen rolle i mødet mellem værk, beskuer og kontekst? Ved at iklæde sig tøjet indgår både personerne på fotografierne og jeg selv en kontrakt og bliver en aktiv del af udstillingens præmis. Den interaktive gestus gør os ligefrem til medskaber af betydning. Jeg funderer over, hvorledes de forskellige bidrag sætter fokus på de forbud og påbud, som almindeligvis styrer vores færden på museer. Og fornemmer en kritisk stillingtagen til vores forbrug af kunst og kultur.
På vej ind i naborummet registrerer jeg en liggestol og øjner chancen for i fred og ro at reflektere over værkerne, mens to unge pigers højlydte diskussion om hvilket statement, der matcher deres attitude, fortoner sig i baggrunden. Installationen Talk to Me består i al sin enkelthed af et patchworklignende forhæng af hvide sammensyede lommetørklæder og to liggestole. Én på hver side af det elegante forhæng, der deler rummet asymmetrisk. Rummets poetiske stemningsfuldhed forrykkes af en kvindestemme, der opremser amerikanske tidstypiske udtryk med en særegen accent. Jeg gør klar til at lade min dagtrætte korpus falde tungt ned i liggestolen, men er ved at falde i, for ved nærmere eftersyn har stolene ikke fast sæde. Et fint klæde af hvide sammensyede lommetørklæder er i stedet monteret. De tomme liggestole kunne repræsentere et tomrum, der opfordrer til dialog. Men paradokset vil, at omstændighederne, hvorom en sådan udveksling af tanker, et møde – et Rendez-Vous eller en samtale tête á tête – kunne finde sted, er sat ud af kraft. Ydermere besværliggjort af forhængets manglende transparens.
”kum hia” (come here) lokker en insisterende stemme mig ind i det tilstødende rum og spørger undrende ”sum ting wong” (something wrong?). Inden jeg når at svare, hører jeg en anden kvindestemme ømme sig på halvdårligt engelsk med en karakteristisk og komisk kinesisk accent ”ai bang mi fa kin ni“ (”I bang my fucking knee”). Jeg kigger mig rundt og i al forvirring, synes der ej heller her nogen overensstemmelse mellem lyd og billede.
I serien American Slang bliver jeg så at sige verbalt klædt af. En kontinuerlig frise af mindre værker pryder væggene med amerikanske udtryk som fx Chill out, Piss Off, Grow Up og Humour me. Ord jeg genkalder fra lydkulissen i installationen med liggestolene. I hurtigt tempo reduceres jeg fra blik til krop og aktiverer mine parader. Jeg føler mig svimmel i et ihærdigt forsøg på at panorere. Der er knap tid til at dvæle. Eneste visuelle pause, udover rummets arkitektur, er enkelte blændrammer med råt lærred, som erstatning for semantiske tegn. I al sin absurditet leder de broderede og farverige værker tanken hen mod ældre tiders broderier med moralsk opbyggelige sentenser, der i American Slang omformes og udfordres af sprogets offensive imperativer.
Overvældet af Dalgaards vokabularium bakker jeg ind i udstillingens sidste rum. Serien Broken English består af seks store lærreder af åleslanke pin-up modeller. Modellerne har europæiske træk, de er sparsomt klædt på, udstråler selvoptagethed – og en smule dekadence. Modellernes konturer og dele af kroppene er sirligt broderet i forskellige farver, og lærrederne er malet hvide med ultra fin mårhårspensel. Der er ingen dybdevirkning i billederne, blot en svag fornemmelse af rum. De engelske udtryk med den asiatiske sprogtone, der også fungerede som lydmæssigt blikfang i American Slang, fanger nu min opmærksomhed, da de er broderet hen over lærrederne. Broken English tematiserer en stereotyp forestilling om det vestlige kvindeideal i konfrontation med ´andre´ kulturer, her eksemplificeret ved kinesernes evige forsøg på at assimilere en vestlig kulturæstetik. Ytringerne fungerer som et parallelsprog, der kommer til at fremstå grotesk i kraft af, at Dalgaard dels spiller på det kinesiske sprogs indbyggede komik og dels vores egne fordomme over for kulturelle diversiteter. Værkernes sarte og æstetiske udtryk og deres langsommelige tilblivelsesproces står ydermere i dyb kontrast til sprogets hårde retorik. ”fa kin su pah” (fucking super) konstaterer jeg og føler samtidig en udefinerbar sårbarhed, der også synes reflekteret i pin-up modellernes halvnøgne positurer.
Inden jeg forlader udstillingen, hænger jeg den lånte jakke pænt tilbage på stativet. Som en skjult selvironisk kommentar til min egen kunsthistoriske faglighed, bytter jeg rundt på tøjet, således, at `min´ jakke flankeres af to skjorter med ytringerne: ”Now do I See” og ”Screw Art”. I forrummet kaster jeg arbejdshandskerne vilkårligt tilbage i glasbeholderen. I disse tider med berøringsangst og afspritningshysteri får den akvarielignende beholder næsten en helt symbolsk betydning. Jeg bevæger mig udenfor. Min krop nedkøles for en stund af den friske brise. Jeg sætter tempoet op og udveksler i forbifarten et indforstået blik med de to piger fra udstillingen, der tilsyneladende har glemt alt om attitude. Dalgaards perceptionsprojekt har på fin vis forplantet sig. I et forsinket nu oplever jeg udstillingens værker forskyde sig mellem lyd, tekst, billede og betydning. På Dalgaards udstilling er jeg mildest talt blevet klædt på, klædt om og klædt af i mere end én forstand. I et øjebliks fravær af fornuft tænker jeg: Mon folk skaber sig i klæder?
Af Annette Lindroos // mag. art i kunsthistorie // 2010